Flop, Turn, River og håndmadder

Kategori: Poker

Skrevet af: Mike | 26 May, 2010| 0 Kommentar
Tags: > > >

Boksning er én af verdens ældste sportsgrene og kan spores helt tilbage til det gamle Egypten til omkring 3000 år før vores tidsregning. Dengang boksede man nøgen og med læderstrimler viklet om hænderne. Siden da har sporten ikke udviklet sig synderligt – dog er det nu tilladt at bære tøj og handsker der gør knap så meget skade på næseryggen som læderstrimler gør. Havde man holdt fast i traditionen med naturist boksning, havde Mike Tyson måske stået med et helt andet stykke kød i munden i den famøse kamp mod Evander Holyfield tilbage i 1997.

Den ædle sportsgren har nu bredt sig til pokerverdenen, hvor vi allerede har stiftet bekendtskab med Theo Jørgensen og Gus Hansen udveksling af øretæver på kanvassen. Her trak Theo det længste strå og vandt med dommerstemmerne 2 mod 1, alt imens Gus kunne flyve retur til Monaco med en gedigen blodtud. Theo inkasserede desuden 200.000 kr. for besværet, hvilket må siges at være et passende honorar for 3 x 3 minutters arbejde.

 Theo_Gus

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest har de to finske poker pro’er, Ville Wahlbeck og Jani Vilmunen, udfordret hinanden i manddomsprøven over dem alle, med ikke mindre end $600.000 på højkant til vinderen. Kampen endte, til publikums store fortvivlelse, uafgjort og de to kamphaner må dermed have revanchen til gode.

Og nu har den finske pokerkonge over dem alle, Patrik Antonius, udfordret den førnævnte Ville Wahlbeck. Vinderen kan se frem til astronomiske $1.100.000 hvis modstanderen kysser kanvas før tid eller der er nok point på scorecardet.

Tanken om at ommøblere ansigtet på en anden mand har til dato ligget mig utrolig fjernt, men udsigten til over 1 million dollars har i mellemtiden fået mig på andre tanker. Flere minutters regulært slagsmål er i min optik forbeholdt de flittige danske dørmænd, der weekend efter weekend holder os velklædte og velartikulerede mennesker adskilt fra den gummiskobærende pøbel, der ustandseligt prøver at gøre sig selv til en del af det finere borgerskab.

Det er et spørgsmål om at finde ens indre primat, overflødiggøre ordets magt og knytte næverne til en omgang nævedans, der grundlæggende har til formål, at afgøre hvem der er mest mand. For hvad har vi egentlig lært af flere tusind års evolution? Intet! Bogtrykkerkunsten, damplokomotivet og Internettet til trods, så er det urinstinket der hersker og lader os vide, hvem der i virkeligheden er alfa-hanen.

So putem up, Daniel Negreanu! We will meet Saturday the 26th of June at the Copenhagen Town Square at 12 o’clock. Please remember to bring $1.000.000!

 …

Bookmark and Share

Kommentar

Comments are closed.