Bendtner, Bajere og Brøl

Kategori: Poker, Sport

Skrevet af: Mike | 7 September, 2011| 0 Kommentar
Tags: > > > > >

Både udenfor og inde på banen var der lagt op til en klassisk nabostrid mellem Danmark og Norge. Med en time til startfløjt havde nordmændene for længst vundet det indbyrdes opgør i antal fadøl drukket og med promiller langt over 4 var der ingen tvivl om, at stemningen på lægterne ville blive meget højlydt. Der var tale om en EM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Norge, hvor værterne havde hårdt brug for de tre point i kampen om deltagelse ved næste års slutrunde i eksotiske Polen og Ukraine.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ladbrokes havde inviteret en håndfuld kunder med til kampen og efter et intenst hækkeløb ned ad Øster Allé over faldne nordmænd der ufrivilligt sov brandert ud i regnen, indtog vi vores pladser på øvre C med perfekt skue ud over et nationalstadion klædt i rødt og hvidt. Traditionen tro blev der både sejlet op og ned ad åen, klappet med hatten og skålet i vildskab. Fundamentet til en fantastisk fodboldaften var lagt og nu var det blot op til spillerne at fuldende stykket. Hovedpersonerne indtog grønsværen i silende regn og et kort øjeblik var man nervøs for, at det ville blive nogle meget lange 90 minutter med lange bolde, kiksede afleveringer og grimme tacklinger. Men vores værste antagelser blev gjort til skamme da Rommedahl efter 2 minutters spil, trak ind i banen og lagde bolden i en blød bue over mod det fjerneste hjørne. Danmark var nu foran på skudstatistikken og der var lagt i kakkelovnen til et gedigent pres og altoverskyggende spilovertag. Og det var netop hvad det blev. Norge lignede til tider stenstøtter danskerne blot skulle drible udenom på vej mod mål og man sad tilbage med indtrykket af, at Drillo ved en fejl havde ombyttet det taktiske oplæg med reglerne for gymnastiske gulvøvelser. Værterne var altoverskyggende og vi var ikke langt inde i førstehalvleg før lyden fra de norske bjælder blev afløst af dybe suk og opgivende gestikulation.

Med Nicklas Bendtner’s mål i frisk erindring og glæden over dansk succes kunne vi forlade Parken og de nedtrykte norske fans. Og selvom regnen stadig væltede ned betød det knap så meget nu hvor Danmark var et skridt tættere på at kvalificere sig til slutrunden næste år.

Bookmark and Share

Kommentar

Kommenter